Menu

Gennem Canada med sneglehus på ryggen


Tekst: Anne Sofie Sjernholm, Spejder Sport København. Foto: Christoffer Larsen, indkøber

Bøger og Bjerge

Det er d. 25. april og jeg sidder i flyet fra Toronto til Calgary. Jeg glæder mig som et lille barn juleaften. I månedsvis har jeg siddet bøjet over bøgerne i et universitetsbibliotek i flade Ontario og indtaget groteske mængder af Starbucks-kaffe, imens jeg har længtes efter bjergene. Min kæreste Christoffer har taget forskud på vores road trip i Rogers Pass BC, hvor han har oplevet sit livs Randoné-eventyr i metervis af puddersne. Han har derfor allerede hentet og testkørt vores truck med påmonteret minicampingvogn - ”sneglehuset.”    

Da vi kommer hen til trucken er jeg målløs. Selvom jeg har set billeder af den, havde jeg alligevel ikke forestillet mig at den var så stor. Jeg kan kun lige kigge hen over kølerhjelmen og jeg må nærmest klatre op på passagersædet. Trucken kan trække lige så meget som en dansk lastbil men til gengæld ikke køre mere end 2-7 km på en liter diesel. Selvom det er den mindste autocamper det er muligt at leje, er det lige til at få dårlig CO2-samvitighed af – godt vi skal cykle rundt i Købehavn resten af året.

Der canadiske forår er heldigvis så forsinket, at vi kan nå en af de sidste åbningsdage både i Sunshine (skiområde i Banff) og i Revelstoke (nyt skiområde mellem Whistler og Banff). Jeg er ivrig efter at få sne under skiene, så næste morgen sætter vi kurs imod bjergene.

Forår i Rogers Pass

Calgary ligger midt på en snedækket prærie og man kan til min bekymring ikke se et eneste bjerg, men efter ca. en times kørsel imod Sunshine dukker de første bjergtoppe op i horisonten, og vi får nogle gode skidage i Rocky Mountains. Da vi senere kører ind i Glacier National Park i Selkirk bjergen, hvor Rogers Pass ligger, erklærer jeg kækt, at jeg har tænkt mig at holde udkig efter bjørne. Christoffer lover mig at det er nyttesløst – de er stadig i vinterhi. En time senere, da jeg er blevet træt af at spejde og små sover, slår bilen pludselig et voldsomt slag. Christoffer har måttet undvige en kæmpe stor grizzly-bjørn, der lunter af sted langs vejkanten. Den kigger kort op da vi passere den i skumringen. Foråret er vist alligevel på vej til Rogers Pass og i løbet af de næste 5 uger ser vi bjørne fra trucken 5 gange.  

Det er mørkt da vi parkere foran nationalparkcenteret i Rogers Pass og det fryser 15 grader - også inde i camperen, så godt vi kan iføre os vores dunhjemmesko. Hvis der er noget der hedder årstids-jetlag så har jeg det. For to dage siden var der 25 grader i Ontario. Om morgenen får vi en varm velkomst af centrets personale. Christoffer er blevet stedets vellidte ”vinter-maskot” og er så hjemmevandt at han må fortælle morgenvagten hvor bjørnerapporteringsskemaet ligger.

Endelig er det tid til jagte uberørte snesider. Jeg har fået mig et par nye Randoné støvler, som går under navnet ”guld støvlerne”. Iført dem får jeg fornemmelsen af hvor fantastisk der er at surfe ovenpå den nyfalden forårssne i Rogers Pass på et ”par ordentligt brede planker”. Imens vi på anden dagen i Rogers Pass kæmper med kick-turns imellem de tætte træer og drømmer om den lang fed ”pudder-nedkørsel” vi har i vente, tænker jeg, at det er det her det handler om!  Det er det her der er livet! Jeg når kun lige at tænke det før det knæ jeg står på giver efter, idet jeg prøver på at sparke den anden ski med mig rundt i et skarpt sving. Med et hyl ender jeg i en akavet og højest ubehagelig stilling med mit knæ drejet alt for mange grader. Det resultere i et let forvredet knæ og en ret ubehagelig tur ned. Vi kommer derfor ikke med på den tredages travers henover Wapta-gletscheren, som vi ellers havde planlagt sammen med Matt og Sara - et svenskt/candisk par, som flere gange på turen gav middag og husly i deres ski-bumse-hybel. Vi må derfor tage til takke med bilferie i nogle dage.

Bilferie og endnu et uheld

Vi beslutter os for at køre ad Icefields Parkway fra Lake Louise til Jasper.  Det viser sig at være en perfekt måde at tilbringe et par hviledage på. Det er nok den smukkeste køretur jeg nogensinde har været på! Alle 230 km er der høje sne- og gletscherklædte bjerge på begge sider af vejen. Det er helt enormt stort, voldsomt og uberørt selv i sammenligning med Alperne. På vores første hviledag laver vi luksus brunch med pandekager, ahornsirup, pølser osv. på vores to små gasblus, imens vi betragter bjergene gennem camperens vinduer. De følgende dage ser vi vandfald, gletscher, kæmpe-hjorte, bjergsøer og solnedgange og vi når også at grave et par Japanere i en firhjulstrækker fri af sneen. Sneskovle er på mange måder et godt redskab at have med på vintertur…

På vej tilbage imod Lake Louise gør vi holdt og tager en lille genoptræningsskitur. Da jeg står på toppen og filmer Christoffer, kan jeg se, at han helt umotiveret laver et kæmpe styrt. Den ene ski stikker af med ekstrem høj fart videre ned af bjerget, indtil den til alt held stopper neden for den første bakke. Hvorfor har idiotien ikke fæstnet sin fangrem? Da jeg når ned til ham viser det sig. at det er hele telemarkbindingen, der er rykket af skien. Fangremmen holder stadig bindingen fast til støvlen. Vi må gå ned og køre til Lake Louise, hvor vi låner den lokale friluftsbutiks værksted i en times tid for en kasse øl og det lykkes efter mage anstrengelser at remontere bindingen. Over en kop kaffe og en muffin bliver vi enige om, at vi har opbrugt vores kvote af uheld. Og vi planlægger at udnytte de sidste dage med fornuftigt snedække til en tredages tur op til Asulkan hytten. Ved Asulkan finder vi pudder selvom det er blevet 11. maj og jeg får øjnene op for, at tree-skiing er den perfekte løsning når der er dårligt sigte. Yes; sådan skal det være!

West Coast Trail

Foråret er nu trods alt ved at være så fremskredet, at vi beslutter at køre vest på imod Vancover Island. Her har vi hørt, der skulle være et meget spændende 6 dages trek i Pacific Rim Nationalpark dvs. seks dages vanding i tempereret regnskov ved Stillehavet. Trek’et starter i en meget øde lille by hvorfra man først skal sejles et lille stykke af den lokale hill-billy (og hans to hunde). Det regner let og folk, der skal med båden den anden vej, ser temmelig våde og udmattede ud. Vi har undret os en del over hvorfor det var anbefalet at have 5-6 dage til en tur på i alt 75 km. Efter en times vandring begynder vi at forstå. Der er kun en ganske smal sti som konstant er belagt med rødder, klipper, væltede træer, små vandløb og klistret mudder. Efter en time holder regnen dog op og den begynder ikke igen før vi næsten er fremme ved målet…hvor heldig har man lov til at være? Vi er trods alt i en regnskov. Vi tilbagelægger 5 km på 5 timer, inden vi når til den første smukke strand-lejerplads med udsigt over Stillehavet og ørne, der cirkler over de nærliggende klipper. De næste dage byder på flere udfordringer end vi kunne have forestillet os. Det er næsten som Ringenes Herre, hvor vidt forskellige landskaber og udfordringer hele tiden afløser hinanden eller som et langt ”Tarzanland”  (kendt fra barndommens besøg i forlystelsesparker). Vi forcerer konstant enten gigantiske mudderhuller, skumle glatte træstammer der skal balanceres på, lange lange stiger, tvivlsomt vedligeholdte broer, sandstrande, kæmpe store væltede træer, hængebroer og sidst men ikke mindst manuelle ”cable cars”. Vi er nødt til at bevæge os med forsigtighed, for vi har ikke lyst til at melde os i køen blandt de 3 vandrere, der allerede venter på at blive evakueret.  75 kilometer er langt når man ikke kan tilbagelægge mere end 1-2 km i timen!
Turen byder på yderligere to udfordringer, vi aldrig har stiftet bekendtskab med før. Den ene er tidevand. Flere af strand-strækningerne kan kun passeres ved lavvande, så vi må udregne ”tidevands-vinduer” efter en tidevandstabel og forsøge at planlægge turen sådan, at vi ikke spilder tiden med at vente på tidevandet. Den anden udfordring er bjørne. Ved hver lejr må vi sørge for at lave mad langt væk fra teltet og pakke mad, kogegrej, toiletsager og andet, der lugter godt i en bjørnenæse, ned i de opstillede bjørneskabe eller hejse det op i træerne. Vores planlægning bliver besværliggjort af, at der på et stykke af turen er meget langt til den næste lejrplads. Da vi møder turens eneste civilisation, en indiansk burgerbar og slikbod interimistisk indrettet i et telt og nogle blikskure på stranden, råder værten os til at overnatte halvvejs ved en flodmunding. hvor. Vi følger rådet og tilbagelægger de 10 km langs stranden, der er hen til stedet. Det er tydeligt at stedet har været brugt som lejrplads før, men desværre lige så tydeligt hvorfor det ikke bliver brugt mere. Der hænger et stort skilt, som advarer om bjørneaktivitet. Bum bum…skiltet er fra 2004, og vi ved jo hvilke forholdsregler vi skal tage, så vi beslutter at blive. Vi går ca. 500 meter længere frem for at få drikkevand ved en kilde. Da vi passere floden kan vi fra broen se store friske bjørnespor i flodlejet. Imens vi sidder og fylder flaskerne på den anden side af floden, kommer et tysk par imod os og fortæller, at der sidder en bjørn en kilometer længere fremme. Vi ved at den indianer, der sejler båden over næste flod, ikke sejler efter kl. 17, hvilket vi helt sikket ikke kan nå. Tyskerne fortæller desuden, at der ikke er overnatningsmuligheder længere fremme, fordi det er én stor mose. Ideen om at gå 10 km i den forkerte retning tilbage til den forrige lejrplads, for så at tilbagelægge dem igen dagen efter er heller ikke tiltalende. Efter lange overvejelse beslutter vi at blive ved den gamle lejrplads. Der er trods alt 1,5 km til det sted hvor bjørnen er set, vi kender forholdsreglerne og vi har vel lov at håbe på, at bamsen bevæger sig videre i den retning den er på vej i –væk fra os. Det bliver ikke nogen bekymringsløs nat, men vores kendskab til korrekt adfærd i ”bjørneland” eller måske bare rent held sparer os fra et møde med bjørnen. Bjørne er trods alt sødest når de ses fra en kæmpe truck!        


De sidste dage af vores canadiske eventyr bruger vi til at se Vancouver, klatre i Squamish, Revelstoke og Lake Louise, lave et forsøg på at få en sidste skidag,(hvilket ender i en lang skovvandretur med skiene på ryggen) og på at sige farvel til de hyggelige, venlige, sjove og gæstfrie canadiske friluftsfolk vi har mødt.
Spejder Sport A/S, Lejrvej 13, 3500 Værløse, T: 43 55 35 00, F: 43 55 35 25 - E: salg@spejdersport.dk - CVR-nr.: 58 14 28 16
© Copyright 2009. All Rights Reserved.