Finns Føljeton - Isklatringen begyndelse


Tekst: Finn Klinkby, butikschef Spejder Sport City2. Foto: Finn Klinkby og Madsen Bech Madsen

I 1970’erne var fosseklatring – klatring af frosne vandfald – blevet populært i det store udland. Og selvfølgelig måtte vi også i Danmark i gang med isøkser og skruer. Finn fortæller om sine pioneroplevelser med en ret så nichepræget disciplin.
En engelsk klatrer havde udtalt, at det, der skulle til for at blive en god isklatrer var: Lille eller ingen hjerne, og så lidt brutal styrke. Vi fandt dog ud af, at der også skulle teknik og en hel del udstyr til. De første forsøg foregik på Kullen’s klipper i Sydsverige, men snart blev træningen henlagt til Norge, nærmere bestemt til Hemsedal, som blev besøgt flittigt på weekendture i vintrene ’77 og ’78.

Den der klatrer først falder aldrig!

Klatremiljøet dengang var temmelig lille, så det var nemt at rekruttere deltagere til turene. Alle kendte alle, og alle, der var interesseret, kom med. Når man ikke har det rigtige udstyr, er klatring af frosne, lodrette vandfald en meget krævende og anstrengende aktivitet. Så da min klatremakker Mads så billeder af datidens ”skarpklatrere” i et amerikansk katalog, efterlignede vi straks udstyr og teknik. Blandt andet var der en smed, som hjalp med at bøje spidsen på min gamle Aschenbrenner træisøkse, så den kunne bruges til at hænge i. Vi lærte også noget om sikringsteknik, hvilket er en meget væsentlig faktor ved isklatring. Men hovedreglen er: Den, der klatrer først, falder ALDRIG.

Appetit på større udfordringer

De første gange, vi var af sted, lykkedes det ikke at klatre ret meget, måske 5-8 meter opad. Men snart blev teknikken så god, at vi kunne klatre længere ruter. Det gjorde, at fornøjelsen og lysten til mere blev mangedoblet. Mads havde på en af sine mange ture til Jotunheimen set en foss lidt nordvest for Otta. Om sommeren faldt den brusende ned over en stejl klippevæg, mens den om vinteren blev forvandlet til en fantastisk kæmpeistap på måske 150-200 meter. Det var jo en udfordring, som vi havde svært ved at sige nej til, så en fredag eftermiddag efter endt arbejde startede Mads og jeg i mine forældres bil mod Norge. Efter
knap 1000 kilometers kørsel ankom vi til en parkeringsplads nedenfor fossen, tidligt lørdag formiddag.

Tilgangen til ruten var relativt enkel, og målet sås tydeligt: En 20-30 meter bred og 200 meter høj issøjle på en meget lang og meget sort klippevæg. Vi pakkede vores udstyr, isøkser, steigeisen til at spænde under vores stive klatrestøvler, isskruer til at sikre os med under klatringen, hjelme og klatrereb. Vi tog også
lidt mad med, hvis nu det skulle vise sig, at klatringen trak ud. Vores beklædning var tilpasset vores forventninger til ruten, vejret og det anslåede tidsforbrug, så jeg havde mine tykke uldne sokker på, et par knickers, min uldne skjorte, en gammel islandsk sweater og en lædervest, som jeg elskede at klatre med
den gang. Mads havde tilsvarende gammeldags og håbløs beklædning.

Vi kom langsomt af sted, lidt trætte efter at have kørt hele natten, med det samme bånd spillende i bilens højtalere hele vejen. Starten på klatringen var relativt enkel, hældningen på isen var overkommelig, måske 45-55 grader, så vi skiftedes til at føre.

Der bliver holdt øje med os

Klatringen foregår på den måde, at man starter fra en ”standplads,” hvor man er sikret med mindst 2 isskruer. Så klatrer ”1. manden” op, sætter isskruer i isen efter behov, og efter cirka 40-45 meter laver han en standplads, hvorefter ”andenmanden” sikres op. Så tager 2. manden over og bliver førstemand etc. Nu er det sådan, at jo dårligere isen er, desto dårligere holder de isskruer, som man sætter i, og desto større er det fysiske og psykiske behov for sikringer!!!

Om det skyldes ”hjernen” eller ”styrken” vides ikke, men Mads overtog føringen efter 3-4 reblængder. Det passede mig udmærket, da vi nærmede os rutens ”crux” reblængde, den formentlig sværeste passage på hele væggen. Mads klatrede op i tiltagende stejlhed, de sidste par meter på lodret is, inden han kunne etablere standplads i en lille ishule midt på væggen. Jeg fulgte efter, taknemmelig over sikringsrebet og Mads, som ville holde mig, hvis en fod eller en hånd skulle smutte.

I ishulen var det tid til lidt proviantering, og samtidig kunne vi fundere lidt over vores situation. 10 meter under hulen havde vi fundet en efterladt 30 cm lang Chouinard isskrue, noget, der ikke efterlades, medmindre man har opgivet den videre fremfærd. Vi kunne også se biler stoppe på parkeringspladsen, der blev holdt øje med os!

Op ad 10 meter frossent vandfald

Mads starter på klatringen. Første step ud i intetheden, og der er meget langt ned. Opad er der 10 meter lodret frossent vand, som skal forceres. Den første sikringsskrue sættes i, det mindsker risikoen, hvis han skulle styrte højere oppe. Og så klatrer han støt og roligt opad. Teknikken består i, at man flytter en ting ad gangen, isøkse, isøkse, fod, fod, isøkse. Sikringerne sættes i, mens man hænger i isøksen med en krog. På den måde kan begge hænder bruges til at skrue isskruen i med. Efter en hel del hårdt arbejde kommer Mads op til lidt fladere terræn, hvor han laver standplads, så jeg kan følge efter og samle isskruerne op undervejs.

Jeg fortsætter på næste reblængde og kommer op til en stor sneklædt hylde i væggen, cirka 50 meter under toppen af væggen. Fint! Så langt så godt, men desværre var tiden løbet fra os, og vi kunne ikke nå toppen, før det blev mørkt. Altså var der ikke andet end at gøre sig klar til natten, hvilket i dette tilfælde ville sige at sætte sig på rygsækkene, fjerne tankerne fra sult og kulde, og håbe på solens genkomst.

Et halvt døgn senere klatrede vi op til toppen, fandt en vej ned i et noget lettere terræn, og søndag eftermiddag gik det igen hjemad, nu i begyndende snestorm. Vi nåede hjem tidligt mandag morgen, så
vi kunne komme på arbejde klokken 8, en fantastisk oplevelse rigere.

PS.

Et par år senere deltog jeg i et fosseklatretræf i Hemsedal, hvor snakken selvfølgelig gik omkring klatring, og hvad man havde lavet før. Og minsandten om ikke man i norske klatrekredse var lidt irriterede over, at to danskere sådan kunne komme og snuppe en af ”deres” flotte isklatreruter.
Spejder Sport A/S, Lejrvej 13, 3500 Værløse, T: 43 55 35 00, F: 43 55 35 25 - E: salg@spejdersport.dk - CVR-nr.: 58 14 28 16
© Copyright 2009. All Rights Reserved.