Finns Føljeton - Mod toppen, trin for trin


I SIDSTE UDGAVE FORTALTE FINN OM HVORDAN HAN VAR MED TIL AT STARTE ISKLATRINGEN I DANMARK. DENNE GANG KASTER HAN ET PERSONLIGT TILBAGEBLIK PÅ SNART 40 ÅRS KLATREOPLEVELSER. DET ER SAMTIDIG ET VUE OVER UDVIKLINGEN AF MODERNE KLATRING HERHJEMME.

Omkring 1981 mødte min kone og jeg en islænding, som legede med tanken om at lave sin egen klatrevæg udendørs på Kofoeds Skole på Amager. Det gav jo en interessant fornyelse, nu kunne vi skabe vores egne ruter ved at fjerne noget af pudset imellem murstenene på de lange mure rundt om græsarealet. De eneste tilskuere var drankerne, som holdt til i området, og så lige den ene politimand, som pludselig dukkede op fra den  udvendige side og spurgte, hvad f.. vi lavede der.

De første indendørs klatrevægge

Så vidt jeg ved, opstod den første indendørs klatrevæg også omkring dette tidspunkt. Det var i en mindre fabrikshal, hvor nogle unge fyre havde sat små vinkelbeslag af jern fast i væggen. Lidt pudsigt at klatre på, og det gjorde satans ondt, hvis man rev sig på ”grebet” under et styrt.  Men det var god træning for fingrene.

I det hele taget har klatring på bygninger og klatrevægge for mig kun været et spørgsmål om træning. Inden vi tog af sted på klatreture – det kunne være i påsken til Paklenica i Kroatien, måske alperne en sommer eller et hvilket som helst andet sted – så trænede vi fingre og underarme ved at klatretræne på diverse mure. En overgang boede jeg på Østerbro, og her trænede vi på den udvendige mur på Den Franske Skole, lige overfor den amerikanske ambassade. Her var der også jævnligt tilskuere, oftest tilfældige forbipasserende, men også URO-patruljen, unge mænd, som diskret viste deres tjenestepistol i bæltet, mens de slentrende nærmede sig og spurgte, hvad f... vi lavede der.

Men snart kom der en mere officiel indendørs klatrevæg, denne gang var det Dansk Bjergklub, som kom på banen et eller andet sted i Sydhavnen. Det betød bedre muligheder for at træne styrke og teknik til den ”rigtige” klatring udendørs på lange klipperuter i Alperne. Nogle år senere,
da denne væg blev taget ned, fordi Bjergklubben havde fået nye og bedre lokaler, fik jeg lov til at få nogle af pladerne. De kom efterfølgende op på trappen i Spejder Sport i Lyngby, hvor jeg arbejdede. Det gav en god anledning til at træne, hvis man var mødt lidt for tidligt!

Modelune eller livsstil

Oprindeligt var klatring noget med klipper og bjerge og naturoplevelse. For nutidens klatrere forholder det sig tit omvendt. Klatring er noget, som foregår indendørs på en af de mange klatrevægge, som efterhånden er dukket op i selv den mindste flække i Danmark. Det gør, at mange flere får mulighed for at klatre, til gengæld bliver klatring også mere og mere en slags ”ekstremsport,” som man surfer hen over, videre til den næste spændende sport, som kan give et adrenalinkick....

Nogen kommer, om jeg må sige det, et skridt videre og begynder at klatre i naturen, men mange bliver hængende i kortere eller længere tid på de indendørs greb. Godt eller skidt, det er vel bare udviklingen, og
der er jo stadig nogle, som bliver ved, og for hvem klatring bliver en livsstil.

Vi må igang igen!

I sensommeren var min kone og jeg på Køge Torv, hvor der var Køge Boulder-Cup, det vil sige klatring på 6 meter høje kunstige klatrevægge uden reb. I starten morede vi os lidt over klatrestilen: Aldrig havde vi set så mange hoppe så meget rundt og kaste sig efter så få greb. Nogle få klatrede, sådan som vi havde lært det, fra greb til
greb, trin til trin. Men så kom den regerende Danmarksmester, og se så: Let og elegant klatrede han op alle de steder, hvor andre havde problemer. Det var faktisk så inspirerende, at vi måtte ”back in business” efter mange år, hvor klatring var noget, vi gjorde en gang imellem på Kullen, og så nede i Sydfrankrig, hvor klipperne altid har god friktion, sikringsboltene sidder tæt og vinsmagningen ikke er så langt væk.

Vores egen private 7 meter høje klatrevæg er ikke længere nok, så vi er igen begyndt at søge andre udfordringer.

Heldigvis har klatring ingen alder. En af de mest inspirerende klatrere, jeg har mødt, var den engelske klatrer Don Whillans, som jeg havde fornøjelsen af at klatre med på Kullen i forbindelse med et foredrag. I en alder af over 50, med en højde omkring de 150 og en vægt omkring 90, klatrede han mere elegant end de fleste, jeg så på Køge Torv (undskyld !!).

Jeg husker en påske en gang for mange år siden, omkring midt i firserne, hvor vi klatrede lidt syd for Mont  Ventoux. En lille gruppe engelske klatrere kom humpende ind til klipperne. Alderen var omkring 70+, og de kunne dårligt bøje sig ned for at tage de lette klatresko på. Men på klipperne! Hvis jeg bare kan klatre halvt så godt, når jeg kommer i den alder, vil jeg være godt tilfreds....

Der er altså håb forude. Hvem ved, måske vil jeg om nogle år klatre rundt på Køge Torv, og så vil der komme en hen til mig og spørge, hvad f... jeg laver der??
Spejder Sport A/S, Lejrvej 13, 3500 Værløse, T: 43 55 35 00, F: 43 55 35 25 - E: salg@spejdersport.dk - CVR-nr.: 58 14 28 16
© Copyright 2009. All Rights Reserved.